Ved vores besøg var vi fem personer i selskabet – fire af os havde bestilt stegt flæsk ad libitum, mens den sidste havde valgt en ret med pighvar.
Allerede da maden blev båret ind, blev vi dog en smule overraskede – og ikke nødvendigvis kun på den gode måde.
Først og fremmest var det mængden af flæsk, der fangede vores opmærksomhed.
Vi modtog to store fade med flæsk til bordet – som man også kan se på billedet, vi tog – og selvom vi var både sultne og opsatte på at gøre et solidt indhug, nåede vi kun lidt over ét fad, før mætheden satte ind.
Der var simpelthen tale om så store portioner, at det næsten uundgåeligt måtte ende med madspild.
Og vi lagde mærke til, at det samme gjorde sig gældende ved mange af de omkringliggende borde – store mængder flæsk, som heller ikke blev spist op.
Misforstå mig ikke – jeg sætter stor pris på et generøst udvalg og ad libitum-konceptet som helhed – men det virkede her lidt ude af balance.
Man kunne med fordel overveje en model, hvor man får mindre portioner ad gangen og så kan bestille mere løbende.
Det ville både være mere hensigtsmæssigt for gæsten og mindske spild.
Dernæst var der selve kvaliteten af flæsket.
Her er det vigtigt at slå fast, at Frederiksberg Rådhuskælder tydeligvis har valgt at investere i kød af høj kvalitet.
Der var ingen tvivl om, at råvarerne var langt bedre end det, man ofte får serveret på lignende steder – og det skal de have ros for.
Desværre haltede selve tilberedningen en smule efter vores smag.
Skiverne var nemlig ekstremt tykke – mere end dobbelt så tykke som man normalt ser – og selvom de var velstegte, så ændrede det kraftige snit markant på spiseoplevelsen.
Det føltes til tider mere som at spise en mør kotelet end den klassiske, sprøde stegte flæsk, vi havde håbet på.
Den kraftige tykkelse betød også, at fedtlaget under sværen ikke blev ordentligt gennemstegt og derfor fremstod blødt og en smule vammelt – hvilket hurtigt tog appetitten fra os, når det kom til de sprøde elementer.
Nu ved jeg godt, at der findes mange flæskefans, der foretrækker de ekstra tykke skiver – vi så det jo tidligere hos både den hedengangne Guldkroen og sidenhen hos Franks Kro, der begge er kendt for netop det.
Men for os blev det simpelthen for bastant, og det tog noget af glæden fra retten.
